Plast til forbrænding? Hvorfor nu det?


Plast er ikke bare plast! Det har vi kunne konkludere mange gange siden opstarten af sorteringsanlægget til plast og metal i 2016. Vi sorterer plasten ud i flere forskellige typer. Nogle typer er nemme at afsætte til genanvendelse, og vi får penge for plasten. Andre typer er svære at afsætte til genanvendelse, og lykkes det, koster det penge at komme af med.

En af de plasttyper der har været svær at afsætte til genanvendelse er den såkaldte mixed folie (eller windshifterfolie som den også bliver kaldt i daglig tale på anlægget, fordi den bliver frasorteret det øvrige plast med en windshifter). Mixed folie er den bløde del af den plast der indsamles hos husstandene. Altså folien rundt om tomatbakken, eller posen hvor der har været æbler i.
Den er derfor blevet stillet på lager for at afvente nye muligheder. Og den mulighed kom, da vi i 2019 indgik en kontrakt med det norske firma Quantafuel, der er specialiseret i at omdanne plast til syntetisk olie. Quantafuel var i gang med at opstarte en nye fabrik i Skive.

Indkøringen af Quantafuel har taget tid, og det var derfor først i foråret 2020, at den første forsøgsvise oparbejdning af mixed folie blev gennemført. Desværre har det vist sig, at Quantafuels anlæg mod forventning, ikke kan håndtere plast med et vist fugtindhold. Derfor er en del af den fugtige plast kørt til forbrænding på Reno-Nords energianlæg.
Vi har ventet på, at virksomheden i Skive blev startet op. Det er derfor, vi har haft det stående på lager. For vi synes, at det var bedre at få plasten oparbejdet i Danmark", siger Direktør Thomas Lyngholm. "For selvom man fandt nogle godkendte virksomheder i Tyskland, så kan man ikke sikre sig imod, at den her fraktion, bliver eksporteret videre til Fjernøsten. Og der er jo ingen ide i, at man flytter et miljøproblem derud, for der kan de jo heller ikke bruge det til noget fornuftigt".

Ud over forsøg med oparbejdning af fugtig mixed folie, har Quantafuel også kørt forsøg med tørt mixed folie, og her ser det anderledes positivt ud. "Fra maj 2020 og frem har vi overdækket plasten inden den blev stillet på lager. Den er derfor tør. Derfor håber vi nu, at der lige så stille kommer skred i oparbejdelsen af mixed folie hos Quantafuel" siger Thomas Lyngholm.